Sådan slipper du af med milier

Har du også undret dig over hvordan de små hvide talgknopper er dukket op og hvordan hulen du slipper af med dem igen?

Milier er de hvide talgknopper du kan få i ansigtet og de dukker oftest op omkring øjne og kinder (men kan opstå overalt). Selvom det er overskudstalg der er indeni, kommer de ikke på grund af fedtet hud – tværtimod. Milier dannes fordi huden mangler fugt og overfladen bliver tør. Den tørre hud skaber en barriere over porerne. Når talget prøver at komme op til overfladen, bliver det fanget under den tørre hud og det bliver til en milie (en hård kugle af talg). Dette betyder at milier ikke har nogen “udgang” – ligesom hudorme for eksempel har – og derfor må du aldrig begynde at trykke i dem. Det vil kun give mærker, ødelagt hud og i værste tilfælde karsprængninger.

Det bedste du kan gøre for din hud, hvis du lider af milier er, at lave et lille kurforløb derhjemme. Brug en peeling og fugtmaske 2-3 gange om ugen i 3-4 uger (læs vore store guide til eksfoliering/peeling i LIQ:POP her) for at få bugt med den tørre overflade. Dette vil gøre kosmetologens arbejde lettere at udføre og minimere risikoen for at skade huden undervejs. Når du har været flittig derhjemme i en måneds tid bestiller du tid til en dybderens, her vil kosmetologen bruge en lancet til at skabe en udgang og med en særlig teknik vrikke talget ud uden at skade huden.

I de første par dage efter bør du ikke bruge peeling/scrub, så kan huden hele i fred (der er bitte små huller efter lancettens prik). Behandlingen er ikke noget du behøver at gentage, men det er meget vigtigt at få tilført mere fugt til huden så problemet ikke opstår igen.

Når milierne er fjernet, skal du blot holde huden ved lige med regelmæssig eksfoliering og fugtpleje – så simpelt er det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *